Superhelt med kappe

Defekt eller perfekt

Det er fredag eftermiddag. Vi er på vej hjem fra retspsykiatris afdeling i Århus. Rod Stewarts ”Sailing” spiller i radioen. Den rammer noget i mig hver gang. Jeg har en knude i maven og brystet. På samme tid føler jeg mig lettet og ked af det. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal ånde lettet op eller græde. Jeg kan slet ikke trække vejret. Min mand holder mig i hånden. Jeg kan slet ikke reagere på hans kærtegn. Jeg kan ikke trække vejret.

Min søn er autist.

Da jeg mødte min mand i 2013 snakkede vi om at få et barn sammen. Det var en af grundene til, at jeg startede op som selvstændig den 1. marts 2014. Vi skulle giftes i oktober 2014, så en eventuel termin skulle helst ikke falde sammen med brylluppet. På den anden side skulle vi måske også bruge lang tid på at øve os, da vi havde alle odds imod os. Så vi smed præventionen der i marts. Den 1. april stod jeg med en positiv graviditetstest.

Vi var lykkelige. Men jeg var også bange. Jeg var lige startet op som selvstændig og fyldt 40. Tallene ved den første scanning var heller ikke så gode. Jeg blev mere bange. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

I december 2014 kom vores lille mirakelbarn til verden. Han var sund og rask. Han var helt perfekt.

Men så fik han kolik. Og min mand skulle på arbejde efter barsel. Jeg skulle også passe min virksomhed. Jeg kunne næsten ikke overskue det. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Tiden gik. Kolikken forsvandt. Og han startede i dagpleje. Hans første fødselsdag nærmede sig. Han snakkede ikke så godt. I hvert fald ikke lige som hans søster. Men jeg fik at vide, at man ikke må sammenligne børn. Og slet ikke drenge og piger. Jeg blev lidt bekymret. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Han fyldte to år og snakkede stadig ikke særlig godt. Okay nu måtte vi hellere få ham tjekket. Han kom til ørelæge og var ganske sat til. Der kom dræn i, og jeg forventede, at nu sprøjtede han ud med liflig tale, så man næsten ønskede sig tilbage til de dage, hvor han kun sagde lyde. For jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Snakken udeblev. Sproget var blevet bedre, men der var stadig mange lyde i stedet for ord. Før sommerferien 2017 blev en talepædagog tilknyttet. Vi fik opgaver for hjemme, og vi snakkede og snakkede med ham. Det blev lidt bedre, men ikke godt nok. Jeg var stadig bekymret. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Børnehaven var for længst udvalgt, og 1. november 2017 var han pludselig en stor dreng. Jeg var mega bekymret. Kunne de nu forstå ham lige så godt som dagplejen kunne? Ville han sulte og tørste? Ville han få venner? Ville han overhovedet trives? Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Talepædagogen snakkede fortsat med ham, og der blev søgt om støttetimer. Hans kompetencer var under alder på mange områder. Jeg forstod det ikke. Han var jo sådan en dejlig dreng. Min bekymring voksede. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Der var ofte møde i børnehaven. Vi lagde planer, og vi gjorde alt, hvad vi kunne for ham herhjemme. Til et af møderne blev der foreslået en psykolog. Jeg indvilligede. Men nu var jeg både bekymret og sur. Nu skulle han puttes i en kasse, fordi han ikke passede ind i deres rammer. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Siden fødslen havde en tanke ind i mellem sneget sig ind. Men jeg sendte den hurtigt afsted igen. Autist. Kunne det være en mulighed? Der var nogle ting, jeg fandt bekymrende. Men jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Alle gjorde, hvad de skulle. Os som forældre, børnehaven, talepædagogen, støttepædagogen og psykologen. Mens vi ventede på svar.

I foråret brød jeg sammen i børnehaven. Jeg kunne ikke mere. Jeg var stresset og ville have et svar nu. Min søn var udad reagerende. Slog og sparkede. Råbte og skreg. Jeg græd hver dag. Om aftenen når alle sov. Jeg sov ikke. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Jeg vidste, at vi ikke var helt enige, når det kom til hans kompetencer. Børnehaven og os forældre. Han kunne mere hjemme end i børnehaven. Men de kompetencer skulle han jo bruge, når han skulle i skole. Og hvad med hans venner? Havde han det ikke godt? Var han ikke længere i trivsel?

Han var jo så dejligt et barn. Sød og kærlig. Kunne både sige; Jeg elsker dig og I love you til mig, så mit hjerte boblede over af kærlighed. Charmerende og drenget. Elskede at hjælpe herhjemme og være kreativ sammen med mig. Eller rode i haven og spille fodbold med far.

Så kom svaret endelig fra psykologen. Han skulle udredes for ADHD og Autisme. Mit hjerte slog kolbøtter. Hvorfor? Der var jo ikke noget galt med min søn. Hvorfor skulle han nu puttes i de kasser? Jeg ville jo bare gerne have et perfekt barn.

Vi sagde ja tak til udredningen. Nu var vi jo i gang, så kunne vi lige så godt køre linen helt ud. Og når vi så fik svaret, kunne de jo alle se, at der ikke var noget galt med ham.

I maj var vi til den første samtale. Og i fredags var vi til den sidste.

Han er atypisk autist og mindre begavet som følge af autismen. Og der er mange ting, der understøtter diagnosen. Ting vi selv har oplevet, men som vi ikke har tillagt en diagnose. Men han er også en dejlig dreng. En glad dreng. Og han er i trivsel. Han oplever bare verden anderledes end, vi gør.

Jeg er lettet, fordi vi endelig har fået et svar. Nu kan jeg hjælpe ham. Men samtidig har jeg også fået en masse nye bekymringer og millioner af spørgsmål. Hvordan skal jeg hjælpe ham? Hvordan bliver hans fremtid? Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? Hvorfor? Hvordan?

Rod Stewart synger igen. På repeat på min computer. Mens sen aften er ved at blive til nat. Jeg ved, at der heller ikke i nat vil komme meget søvn. I morgen skal jeg fortælle det i børnehaven. Én ting ad gangen. Én dag ad gangen.

Men én ting ved jeg med sikkerhed. Jeg HAR et perfekt barn.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.