Superhelt med kappe

Den er til dig, mor

Hvem skal hjælpe én, når man fortvivlet sidder og stirrer på computerskærmen? Eller blot stirrer ud i luften? Eller ligger i fosterstilling og græder stille?

Jeg har det ikke godt. Socialkontakt bliver undgået både personligt og telefonisk. Jeg har ikke lyst til at spise. Jeg kan ikke sove. Jeg har ikke lyst til noget udover at ligge under dynen og være i fred. Jow at være sammen med min søn. Skærme ham. Hjælpe ham.

De sidste uger har jeg været i en hvirvelstrøm i vandet, mens jeg febrilsk har rakt hænderne i vejret i håb om at finde en gren, der kan hive mig op.

Jeg har sendt desperate mails til min fagforening og til kommunen i håb om, at de var den gren, der kunne hjælpe.

I dag var vi til netværksmøde med alle spidserne omkring vores søn. Det var en kølle i ansigtet at høre alle de ting om ens barn. Så dårlig de gjorde ham. Og jeg forstår det stadig ikke. Søndag havde han været blefri om natten i to uger. I går aftes lavede han frikadeller. Han blandede farsen og lærte rulleteknikken i hånden, hvorefter han smed dem på panden.

Han strålede som en lille sol, da han fik serveret hans egne frikadeller og nød dem med yderste velbehag. Og de smagte godt. Bedre end morfars. Undskyld far. Så hvordan kan han have så mange udfordringer?

De sidste to dage er jeg blevet kontaktet af flere forskellige fra min fagforening. De er ved at finde ud af om de kan hjælpe. Den ene er noget med trivsel. Hun har beordret mig ud at gå hver dag. Javel så. Jeg må ikke snakke med nogen. Jeg skal være helt alene med mine tanker og trække vejret helt ned i maven. Det lyder simpelt, men er det faktisk ikke. Men jeg vil forsøge. Hun forsøger jo at hjælpe mig.

Der bliver også sat ting i værk med kommunen. Jeg skal blot erkende, at ting tager tid. Okay så jeg får ikke svar i dag eller hvad? Jeg vil faktisk gerne have nogle svar nu.

Jeg kan ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke, om jeg skal gå til højre eller venstre. Sige ja eller nej. Men ting tager tid. Så jeg må gå en tur og se, om jeg finder svar.

Men nogle svar er der kommet. Der skal sadles mere om. Alt der stresser lige nu skal pilles væk. Javel. Men de ting, der stresser, er jo ting, jeg gerne vil have svar på nu, og det kan jeg ikke få.

Til mødet græd jeg. Det hele blev for meget. Men jeg fik faktisk følelsen af, at de alle var på min side. At de var grene, jeg kunne hive fat i. Men det er først gået op for mig i løbet af dagen.

Da jeg kom hjem brød jeg helt sammen. Det var hårdt for min mand, der ikke aner, hvad han skal gøre for at hjælpe mig. Det hele væltede ud. Vi fik snakket. Hvad kan vi gøre for at ændre ting, så de ikke stresser. Selv tage handling. Og ikke lade os styre – for meget.

Han hentede sønnike, mens jeg prøvede at hvile hovedet. Bagefter kørte de ned for at handle. Og min søn er gået forbi blomsterrækken så mange gange. Både sammen med mor og far, men også alene med far. Men lige i dag. Af alle dage. I dag valgte han at gå hen til en blomst og sige til far; Den her blomst skal mor have. Og det kunne far kun være enig i.

Så da de kom hjem fik jeg smækket en pose i hovedet. Jeg kunne ikke se, hvad det var ud af mine hævede øjne, men han sagde lige så glad; Det er en blomst til dig mor.

Og så græd jeg igen. Og den var ikke god, for det forstod han ikke. Så jeg forsikrede ham, alt hvad jeg kunne, at jeg bare var så glad for den blomst. Og han kommer nok aldrig til at forstå, hvor meget den betyder. Men det er ligegyldigt. Nu.

Med den kærlighed i ryggen kan det kun gå fremad. Og nu ser jeg næsten frem til den gå tur i morgen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.