Superhelt med kappe

Jeg er Vivi fra Hedensted

Jeg har lige set genudsendelsen af Vild med dans. Det var en rørende oplevelse, fordi jeg havde oplevet det live. Og samtidig kunne jeg sidde i sofaen og slappe af. Der skulle ikke hele tiden tænkes på kameraer, smile, råbe og klappe.

Men det var en fantastisk oplevelse at overvære finalen live. De sidste seks år har min mor og jeg talt om, at det kunne være sjovt at se finalen. I år var Silas med igen, som er min ultimative favorit. Både fordi han er dygtig, men efter at have mødt ham (jeg har tidligere booket ham til et foredrag) er han også en kæmpe inspiration for mig.

Da jeg fik billetten i fødselsdagsgave af mine forældre, var min mission helt klar. Jeg ville komme så langt, at jeg kunne nyde aftenen og måske være så heldig at hilse på Silas. Jeg håbede virkelig, at han kunne huske mig.

De sidste måneder har været utroligt hårde psykisk. Siden vi fik diagnosen på vores søn i august har vi måtte smide hele vores liv på gulvet. Samle op og sortere. Lægge på plads. Finde nye pladser.

Det har kostet tårer. Masser af tårer. Jeg gik helt ned med stress og lå i fosterstilling og græd. Men dernede på gulvet finder man ikke løsningen. Så jeg måtte rejse mig. Kæmpe. Overleve.

Min mand og jeg har talt skilsmisse mere end vi har sagt; Jeg elsker dig. Én ting var at vi skulle forholde os til vores søn, som havde fået en diagnose og som var udadreagerende, fordi han ikke var i trivsel. Én anden ting var at vi også skulle finde nye roller i forældreskabet. Og vi var langt fra enige. Det var to kampe. Vi orkede det ikke. Energien var kun til én ting. Det var kampen for vores søn. Den var vigtigst. Så langt var vi enige. Derfor var det nemt at kaste håndklædet i ringen, så vi ikke også skulle have kamp nummer to.

Men vi ville ikke forlade hinanden. Dybt inde var der stadig kærlighed. Den skulle bare have hjælp til at finde ud igen fra mørket. Så vi tog alligevel kampen.

Sammen blev vi stærkere. I oprydningen valgte vi at tage styringen. Ikke hele tiden sidde i venteposition. Sammen med børnehaven skabte vi nye rammer. Vi skrev konkrete problemstillinger ned, som vi drøftede med Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Århus. Vi fik hjælp. Vores søn fik det bedre.

Hver dag satte jeg nye delmål for mig selv. Hele tiden var målet at kunne klar den finale psykisk. I starten havde vi ikke lyst til at være sammen med andre mennesker. Vi kunne kun rumme os selv. Langsomt begyndte jeg at svare på beskeder og opkald. Mødtes med nogle. Kom lidt ud. Jeg mediterede. Læste en masse. Lavede planer og nye delmål. Kiggede på mit liv og alt, hvad der stressede. Mit stress påvirkede vores søn, så det skulle der hurtigst muligt styr på. Men planerne virkede. Det hele virkede. Stille og roligt kom jeg tilbage til livet. Der kom flere dage, hvor jeg grinede end græd. Overskuddet blev større. Energien blev positiv.

I går blev kulminationen på flere ting.

Jeg har i lang tid set dårlig, så jeg har sparet sammen til nye briller. Også her var målet at få dem til finalen. Pludselig var der tilbud, så jeg tog til brillemanden. Og jeg havde nu råd, så nye briller blev bestilt, men de kunne ikke nå at komme hjem inden finalen.

Min ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste blev afslået, så jeg har arbejdet på en klage. Læst op på alle papirer, lavet en skabelon, skrevet og gennemlæst flere gange. I klagen sammenfattede jeg de sidste måneders udvikling på vores søn. Og jeg blev både rørt og stolt. Når man læser det hele på skrift, så har han rykket sig helt vildt de sidste måneder. Efter vi lavede nye rammer for ham. Efter vi lavede ny struktur. Efter vi fik hjælp til konkrete problemstillinger. Efter vi indsatte nye tiltag i både børnehave og herhjemme.

Fredag startede med, at jeg indsendte min klage. Den blev vanvittig god. Da jeg havde sendt den, tog jeg min telefon for at tjekke klokken. Der lå en sms fra brillemanden. Mine nye briller var kommet hjem.

Jeg dullede op med nye briller, og jeg havde det fantastisk. Jeg følte mig som en million, og jeg glædede mig til aftenens finale. Ikke på noget tidspunkt tænkte jeg; puha jeg vil hellere være hjemme eller fik angstanfald over at skulle ud ad døren.

Det var min aften. Jeg styrede for vildt. Fremmede mennesker kiggede på mig. Ikke et sekund tænkte jeg; det er fordi, jeg er tyk og grim. Næh jeg tænkte; de kigger, fordi jeg ligner en million. Jeg smilede til dem og sagde hej. Og så kunne de ikke lade være med at smile tilbage og sige hej. Jeg fik nye venner blandt andre rygere, fordi jeg snakkede bare. Jeg var ovenpå. Jeg styrede.

Min mor og jeg havde en fest. Det var så fedt. Både at være sammen med min mor alene en hel aften om en fælles interesse. Men også at opleve stemningen bagved fjernsynsskærmen. Min mor og jeg havde aftalt hjemmefra, at vi ville prøve at blive fotograferet med så mange som muligt. Så da det hele var slut, så røg vi ned til scenen og kæmpede om billeder sammen med hundredvis af andre. Jeg hader at tage billeder af mig selv, men der var ikke tid til at få andre til det. Der er to sekunder, så skal de videre. Heldigvis var et par stykker gode til at få andre til at tage, men de billeder jeg selv har taget er virkelig en uheldig vinkel. Dobbelthagerne bliver pludselig større og i fordoblet antal. Men jeg viser dem her, fordi jeg er ligeglad. Oplevelsen udvander dårlige billeder.

I går vandt ikke kun Jakob og Silas. Jeg vandt også. Jeg vandt mig selv. Vi har fået livet tilbage. Ikke det gamle men et nyt. Vi har fået ros fra Århus, fordi vi har taget ansvar og vil finde løsninger. Vi er gode forældre. Vi får ros fra børnehaven, der kan se den gode udvikling både på os forældre men også på vores søn. Vi har fået kærligheden tilbage. Skilsmisse røg i skraldespanden under oprydningen. Vores søn har det fantastisk. Vi har det fantastisk.

Og prikken over i’et. Silas kunne huske mig. Jeg er Vivi fra Hedensted.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.