Tidligere indlæg

Klimaks er toppen af succes

Mit drive har altid været styret af succesoplevelser. Lige som et afslag eller en ubetalt faktura kan sende mig helt i kulkælderen, så kan en succesoplevelse sende mig helt til skyerne. Jeg bliver helt euforisk og drøner frem med nye idéer, der straks skal føres til handling.

Der kan være forskellig størrelse på succesoplevelserne. At have tabt 100 gram, dagen efter man er gået på slankekur, er jo også en succes. Præcis som fire timers rygestop. Dog kommer den helt store motivation af arbejdsrelaterede succesoplevelser. Som at samle mange penge ind til en organisation i forbindelse med en event. Skaffe en stor sponsor til Red Barnet. Ros for en artikel. Eller at blive booket til en stor opgave.

Når man så fjerner alt det arbejdsmæssige og går på fuldtidsbarsel, så kan det være svært at finde en succesoplevelse. Bevares det er stadig en succes at få teenageren til at rydde op på værelset, og hun kommer da også glædestrålende og siger, at nu kan jeg godt være stolt, for nu har hun ordnet vasketøjet uden, jeg bad hende om det først.

Men jeg indrømmer gerne, at jeg har haft svært ved at finde nogle succesoplevelser med baby i de første to måneder. Han havde kolik og græd, hvis han da ikke lige spiste, og sov, når vi var heldige. Og sundhedsplejersken havde da heller ikke meget at råbe hurra for sidst, hun var her. Alt dette var jo så også grunden til, at vi herhjemme skred til handling og valgte, at jeg skulle tage fuldtidsbarsel.

Og så gik det rigtig hurtigt med oplevelserne. Dog skulle jeg lige vende mig til, at jeg skulle helt ned i marginalerne. “Baby har haft to lortebleer i dag”, “baby har sovet fire timer i træk”, “baby har ikke grædt nær så meget i dag”.

Som ugerne gik så udviklede baby sig også, og der skete nye små ting jævnligt. De sidste 14 dage har været ret sjove, fordi der har det virkelig taget fart. Og så kom det spændende. Sundhedsplejersken skulle komme igen. Vi skulle snakke kost, og så skulle hun selvfølgelig tjekke baby. Jeg havde det godt med det, for jeg synes selv, der var sket en stor udvikling med ham. Men stadig så var hun dommeren. Det altafgørende. Hende der kunne bestemme, om der skulle bøffer på bordet om aftenen for at fejre, eller om jeg skulle lave en Maude og blive under dynen til morgendagens komme. HENDE!

Hun kom, og vi havde en fin snak omkring kosten. Vi var enige, jeg havde ellers set frem til en laaaaaang diskussion, men den udeblev. Og så vågnede baby. Som jeg lagde ham på puslebordet for at pakke ham ud af overtøjet, kunne jeg næsten høre en forventningsfanfare.

Han blev vejet og målt. En stor stærk supermand på 7250 gram og 66,5 cm. Fire måneder gammel. Hun konstaterede, at den lille spids i undermunden var en begyndende tand. Nu stod roserne i kø. Ja det væltede jo ligefrem ud med dem. Smilet og varmen i mit hjerte blev større og større. Han var med motorisk, hvilket faktisk er lidt af en bedrift, da drenge ofte er lidt bagud. Jeg opnåede simpelthen klimaks, da hun sagde, han var et pragteksemplar, og der ikke var noget, vi skulle “arbejde” med, men blot nyde at gå i gang med den faste føde over de næste måneder.

Det har været super hårdt at starte op med at arbejde igen de sidste par uger, efter at have været lukket helt ned. Der skal hentes nye kunder og ordrer hjem. Økonomi og stressboble i maven. Men dette klimaks af en succesoplevelse, jeg oplevede lige der, var svaret på, at jeg traf den helt rigtige beslutning om at gå på fuldtidsbarsel. Den fejede alle bekymringer om økonomi og stress af bordet. I hvert fald for en stund.

Der kom dog ikke bøffer på bordet om aftenen. Da min mand kom hjem, sprang jeg ham i møde for at delagtiggøre ham i den gode oplevelse og formåede at træde på det eneste stykke legetøj på gulvet. Bang. En forvredet fod av. Så der sad jeg så i sofaen med en dunkende øm fod og en dejlig smilende baby på skødet. Jeg smilede også. Og gør det stadig.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.