Superhelt med kappe

Klip klip klip

Et barn er forbundet med sin mor gennem en navlestreng. Når barnet fødes, så klippes navlestrengen. Op gennem barndommen kan barnet flere gange høre, at navlestrengen til mor skal klippes igen. I de fleste tilfælde er det nok mest moderen, der har sværest ved at klippe navlestrengen igen.

I mit tilfælde fik jeg navlestrengen flået fra hinanden.

Lige før sommerferien blev det på godt to uger besluttet, at sønnike skulle starte i specialtilbud på Barrit Skole og stoppe i børnehaven til ferien.

Så den 26. juni var sidste dag i børnehaven, og den 10. august var der første skoledag.

Det var en kæmpe stor dag. Egentlig var han skoleudsat, men det var gældende til normalskole, så det kunne trækkes tilbage, når han i stedet skulle have et specialtilbud.

Så den egoistiske glæde var stor, når jeg nu også kunne få lov til at lufte første skoledag billeder på Facebook.

Samtidig så blev min store datter 20 år. Og så var den epoke med teenager slut.

Første dag skulle han være i skole i to timer sammen med mor og far. I løbet af de timer lavede vi en plan for hans indkøring. Ja den lavede vi så om inden, vi gik. Han ville ikke med hjem.

Hele ugen havde jeg forberedt mig på, at jeg skulle være med ham i skole eller holde på parkeringspladsen, så jeg hurtigt kunne træde til, hvis han havde brug for mig.

Derfor følte jeg mig også en anelse noller, da jeg havde afleveret ham tirsdag, og han slet ikke gad vinke. Jeg måtte kalde på ham for at få ham til at sige farvel. Og så legede han ellers bare.

Altså hallo. Jeg står lige her og venter på, du vinker. Jeg prøvede at få en samtale i gang med personen på legepladsen. Bare for at jeg kunne trække tiden. Hun råbte bare; Ja hej hej vi finder ud af det.

Altså hallo. HALLO! Han kunne da i det mindste bare lige have vendt sig om og vinket eller bare kigget efter mig. Da jeg gik derfra, så havde jeg bare så ondt i maven. Han havde jo flået den navlestreng ud af mig. Klip klip klip. Jeg har ikke brug for min mor.

Og da jeg hentede ham, så gad han heller ikke med hjem. Men det var kun indtil, han opdagede, at alle skulle hjem nu. Skoledagen var slut. Okay så ville han godt med hjem. Men altså helst med bus præcis som de andre børn.

Det er glædeligt over al forventning, at det går så godt i skolen. Resten af ugen har han været afsted fire timer, og det er en helt anderledes dreng, vi har hjemme nu. Det betyder alverden.

Nu er vi bare spændte på, hvordan den kommende uge forløber, hvor han bliver sat op i tid til fuld skoledag, og forhåbentlig kommer buskørslen også på plads.

Da han skulle sove, ville han ikke i skole. Måske er der håb for mig endnu. Måske er jeg stadig et hit. Måske har han stadig brug for mig. Bare lidt. Store dreng.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.