Superhelt med kappe

Livet går videre

Det har været en underlig uge. Jeg har været handlingslammet i en boble, og det meste af tiden gået rundt som en zombie. Der er blevet lavet minimalt arbejde ellers har det hele handlet om sønnike. Ind i mellem har jeg forsøgt at lave noget herhjemme, men ikke hver dag har overskuddet været der. Så har min mand taget over.

Vi har krammet og lovet hinanden, at dette her skal gøre os stærkere og ikke skille os ad.

Mandag fik jeg det fortalt i børnehaven. Mit spørgsmål pressede sig på, og da jeg fik svaret, begyndte jeg at græde. Det havde fyldt så meget.

De har plads til ham. De kan rumme ham. De har erfaringen. Og det er dem, der skal tilpasse sig ham og hans behov og ikke omvendt. Det er så dejligt, for vi er så glade for den børnehave, og han har venner der.

Afleveringen om morgenen er gået så fint i denne uge. I stedet for hurtigt at smutte ud ad døren, har jeg og en pædagog hver morgen stille og roligt fået ham sluset ind i en leg. Så meget, at han næsten ikke havde tid til at sige farvel. Det giver en ro i maven resten af dagen.

Putningen er også næsten gnidningsfri, og i løbet af dagen kan vi også se ændringer på de små forskellige vi har gjort i forhold til hans diagnose.

Vi fik meget ros på Retspykiatrisk i Århus for de ting, vi allerede gjorde, men man kan altid blive bedre. Så vi har talt meget om, hvor vi kunne rette til og ændre. Og det er små ting, men det virker.

Men der skal også ske en større ændring. Jeg skal have fundet mig et deltidsjob. Jeg elsker at være selvstændig, og vil heller ikke lukke mit firma, men fast månedlig indkomst er ikke at fornægte. Det kan forhåbentlig være med til at fjerne en lille usynlig stress, der altid vil være der. For mit stress påvirker min søn. Så hvis du kender nogen, der mangler en kommunikationsmedarbejder, så sig endelig til.

Fredag væltede det hele for mig. Der var gået en uge, og nu ramte det mig. På et tidspunkt græd jeg så meget, at jeg hyperventilerede. Min søn opdagede ikke noget. Han synes bare, det var fedt, han fik lov til at se så meget tegnefilm.

Sidst på dagen var der kommet ro på igen. Min mand var kommet hjem og min mor havde tilbudt sin hjælp om lørdagen. Jeg orkede ingenting, og der skulle gøres rent. Min mor tilbød enten at komme og hjælpe med rengøringen eller tage sønnike om formiddagen. Så kunne vi hente ham efter frokost. Jeg kunne slet ikke overskue, hvad jeg skulle svare, så jeg spurgte min søn.

Han ville gerne om til mormor, så han ringede og pludselig fik han så inviteret sig selv på aftensmad. Snedige rad. Men mormor sagde naturligvis ja. Lørdag hentede hun ham om formiddagen, vi fik gjort rent og kunne pludselig slappe af og snakke uden forstyrrelser. Det lettede bare så meget.

I dag vågnede vi med fornyet energi. Vi har taget en masse billeder, da vi vil lave vores egne pictogrammer. (Billeder der fortæller, hvad der skal laves.) De bruger dem allerede i børnehaven, men han har ikke rigtig vist interesse for dem herhjemme, men nu prøver vi. Han synes, det har været rigtig sjov at tage billederne, så nu må vi se, om det også kan hjælpe ham lidt i nogle situationer.

Jeg har også endelig fået svaret på alle de beskeder, jeg har modtaget i forbindelse med mit forrige indlæg; Defekt eller perfekt. Jeg er overvældet og rørt over alle de søde beskeder, og så taknemmelig for min familie og netværk. Det har helt klart været med til, at jeg nu er på vej ud af min boble.

Nu er det sengetid. I morgen skal der søges job og arbejdes som før. Pictogrammerne skal tages i brug, og vi fortsætter med vores små ændringer. Livet går videre, og jeg er ikke alene.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.