Vivi H. giver den som paparazzi

Jeg hedder Vivi H. Nielsen Mathiasen og er født i det herrens år 1973. Skæbnen førte mig først i 00’erne til Hedensted Avis, hvor jeg var ansat i en tre år. Siden december 2005 har jeg været medlem af Dansk Journalistforbund (DJ) og har haft pressekortet klar i lommen lige til at flippe op og forcere enhver politiafspærring.

Efter jeg stoppede på Hedensted Avis har jeg haft et freelance samarbejde med avisen samt både Vejle Amt og Horsens Folkeblade. Også lokalaviserne i Horsens og Vejle bliver af og til krydret med mine historier.

Der kan aldrig stilles nogen garanti for, at pressemeddelelser kan optages i aviserne på ønskede tidspunkter. Det er 100 % avisens redaktør, der bestemmer indholdet. (“Tænk nu hvis der falder en bombe, Hans Christian” Citat: Maude Varnæs, Matador)

Min pen har været vidt omkring i landsdækkende magasiner og aviser. Ikke altid under eget navn, hvis pressemeddelelsen er sendt for en kunde. Og så er det jo lidt sjovt at skrive pen, når alt skriveriet i dag foregår på en computer og via mail. Men det hænder da, at blok og kuglepen kommer i brug for gode idéer og tanker.

Skæbnens veje

I 8. klasse fik jeg maskinskrivning i skolen, så min hårdt optjente avispenge gik til en lille fin skrivemaskine. Købt hos byens avis naturligvis. Hvor jeg siden kom i praktik og blev ansat som journalist. Fordi jeg var dygtig til at skrive.

Nogle år senere blev min fine skrivemaskine udskiftet med en elektronisk, der også blev købt hos avisen.

Fælles for dem begge var, at jeg skrev tonsvis af historier på dem. Ind i mellem tegnede og malede jeg også forsider til mine historier. Nogle blev klipset sammen til en lille bog.

Jeg gik med aviser og købte skrivemaskiner for pengene hos Hedensted Avis. Fra barn har jeg skrevet historier og har faktisk ofte også været i Hedensted Avis. Mange af artiklerne blev skrevet af Tage Uhrskov, som siden tog mig under sine vinger. Han ansatte mig som journalist på Hedensted Avis og hjælp med til, at jeg kunne blive optaget i Dansk Journalistforbund.

Historien i historien

Tage Uhrskov sagde altid; Du kan se historien i historien. Det var nemlig ikke altid, jeg brugte den oplagte vinkel på den opgave, jeg var sendt ud for at lave.

Med jobbet som journalist kom jeg endelig på rette hylde for en stund, da jeg elskede at have fingeren på pulsen og skrive om alt, jeg oplevede. Ja du kan faktisk opleve ret mange ting, blot ved at gå rundt i byen og lytte til folk. Men jeg skrev også en masse artikler om folk, der selv henvendte sig med historier.

Jeg har dog ikke et sekund fortrudt, at jeg blev selvstændig 1. marts 2014 og siden har skrevet en hel masse fortryllende ord til blandt hjemmesider, sociale medier, pressemeddelelser, noveller og bøger.

Det sker, at jeg stadig skriver en pressemeddelelse for en kunde i forbindelse med et event eller simpelt hen fordi, jeg bliver spurgt og ikke kan sige nej. (”Er Tidende kommet?” Citat: Grisehandler Oluf Larsen, Matador)

Skuffeforfatter siden barndommen

Siden min mor læste højt for mig første gang, har jeg drømt om at være forfatter.

Da jeg var barn skrev jeg historier i små noteshæfter, som min mor tog med hjem fra arbejde. Det var dagens højdepunkt, når der var nye hæfter. Ind i mellem sad jeg også og malede forsider til alle mine bøger.

Siden begyndte jeg at skrive på skrivemaskinerne og til sidst computeren. Jeg har været skuffeforfatter siden barndommen. (Har du ikke læst historierne med de forskellige maskiner, kan du gøre det via linket; Journalist DJ)

Hele tiden fandt jeg en bogtitel, en god begyndelse, en slutning eller en midte. En god sætning eller en handling. Jeg så historier alle vegne.

Den dag i dag gør jeg det stadig. Skriver på små sedler, notesbøger eller lægger det i en mappe på computeren.

Vivi H. forfølger drøm og starter forlag

I 2010 kom jeg tættere på min drøm, da jeg fik en novelle med i bogen “Når kærlighed gør nas” af Malene Hasselblad. Men faktisk fik jeg udgivet noveller i et magasin allerede tilbage i 2003.

Og nu skal der ikke længere skrives til skuffen. Den 1. marts 2019 startede jeg Forlaget H., hvor jeg udgiver mine egne bøger. (“Og det forpligter, som jeg sagde til Margrethe” Citat: Lærer Andersens nevø, Matador)

Da jeg havde startet forlaget, ville jeg rydde op i mappen på computeren, for jeg vidste, der var en masse guf i den. Det var der også. Og der var faktisk også noget andet.

Jeg fandt en slutning, jeg havde skrevet. Min hovedperson gik op ad kirkegulvet med sin far og strøg hænderne over maven, fordi hun var gravid. År senere møder jeg min mand, og da vi blev gift, gik jeg op ad kirkegulvet med min far ved min side, og jeg strøg hænderne over min mave, fordi jeg var gravid. Jep! Den lader vi lige stå.

Den slutning bliver brugt i en bog en dag, det er jeg helt sikker på. Hvilken ved jeg endnu ikke, for der er masser af materiale i skuffen.

Tag springet

Det sværeste er ikke at få idéer. Det er at få tiden til at skrive. Men det vigtigste er at følge sine drømme. Jeg skriver hele tiden, og en dag har jeg mange af mine bøger på hylden. Som er min helt store drøm. Og drømme de går faktisk i opfyldelse. Så forfølg din drøm. Tag springet!

Skriv Vivi H. skriv

Det er faktisk frygteligt at have et hoved som mit. Det er fyldt med tanker hele tiden, og nogle gange kan jeg ikke finde hoved eller hale i dem.

Derfor begyndte jeg at blogge for flere år siden. Siden har jeg holdt mange pauser. Ikke fordi jeg ikke havde tanker og emner nok, næh jeg var bare så hurtigt videre med nye tanker, at jeg ikke kunne følge med.

For nogle år siden begyndte jeg igen under ”Min gode historie”. Måske læste du med den gang? Ellers håber jeg, du har lyst til at læse med nu.

Nu er jeg begyndt at skrive regelmæssigt igen.

Det lyder sgu godt!

Jeg skriver om udfordringerne på godt og ondt ved at være mor til en søn med autisme, om tid kun til Vivi H. som forkælelse og andet luksus i hverdagen. Men jeg giver også vejledning i at skrive, så man selv kan udgive, hvis man har en drøm om at blive forfatter. Egne bogudgivelser skriver jeg også om, og så kan det ske, at der falder en rabatkode af ind i mellem. (”Det lyder sgu godt!” Citat: Grisehandler Oluf Larsen, Matador)

Festen starter her

Jeg går aldrig af vejen for en god fest. Siden jeg var barn har jeg altid fundet en anledning til at fejre et eller andet. Om det var højtid, fødselsdag, mærkedag eller selve livet, så skulle det fejres.

Derfor er det heller ikke unaturligt, at jeg har siddet med i utallige festkomiteer og i mange tilfælde haft det fulde ansvar for, at en fest blev en succes.

Nu spreder jeg fest og glæde som eventkoordinator gennem Hedensted Events. Lige nu arrangerer jeg en Forbrugermesse sammen med Gitte fra Din Indre Ro to gange årligt. Og så ved man aldrig, hvad jeg ellers finder på.

På Hedensted Events har jeg mit eget billetsystem, som du også kan bruge gratis. Det kan en helt masse spændende ting, så hvis du skal holde et arrangement i nærmeste fremtid, så tjek systemet ud. Du vil ikke fortryde det.

Der er også en eventkalender på siden. Den har jeg lavet til dig, og den kan du sørme også bruge helt gratis. Både som bruger men også, hvis du vil have lagt dit event i kalenderen.

Og så har jeg noget til foreninger på vej. Det er ikke helt færdigt endnu. Men du kan smutte over på Hedensted Events (siden åbner i ny fane) for at læse mere om det hele. Der kan du også tilmelde dig mit nyhedsbrev og blive opdateret på kommende events, nyheder og meget andet.

And the Oscar goes to….. Vivi H.

Lige siden jeg var barn, har jeg været vild med film og hele den verden. Jeg sad gerne oppe og så midnatsfilmen sammen med min far, og da jeg stadig var for lille til at være oppe hele natten, så optog han Oscaruddelingen til mig. Inden måtte jeg se sammendraget dagen efter. Men siden jeg fik lov og har kunnet holde mig vågen, har jeg set Oscar-uddelingen og de andre uddelinger live om natten.

Jeg kan faktisk stadig nogle af talerne og har en latterlig paratviden om mange film. Vigtig viden eller ligegyldig info. Men jeg elsker det. Og min drøm er selv at vinde en Oscar en dag. Ja nu tænker du; skuespiller? Men næh nej, min kategori er Adapted screenplay. Vejen derhen?

Jeg skriver en bestseller, filmrettighederne købes, jeg skriver selv manuskriptet og bum en kasse succes, der slår rekorden for flest modtagne Oscars – og ja hvor mange Oscars skal vi så vinde?

Once upon a time in Hedensted…………….

Hvem kommer med popcorn?

Nu har jeg faktisk fuldt endnu drøm til dørs. Nemlig en online side med anmeldelser af film og serier, sjove quizzer og forslag til filmmaratoner. Den hedder Filmklubben H. (Siden åbner i et nyt vindue)

Tilmeld dig gerne nyhedsbrevet derinde også.

Har du nu lyst til at læse om “Forfatterdrømme” eller tilmelde dig nyhedsbrevet?

Fun fact

Jeg er kæmpe Matador-fan!

Tilmeld dig nyhedsbrevet i formularen her: