Ny virksomhed? Er det nu?

Markedsførings tip

Har du brugt sommerferien til at tænke over, om det er nu, du skal starte ny virksomhed op? Ja? Så er der lige et par “huske-ting”, du skal have med på vejen.

Først vil jeg sige til dig; Tillykke med din beslutning.

Måske har du allerede fundet på et godt firmanavn ellers skal du have fundet på ét. Dit firmanavn må gerne fortælle lidt om, hvad du laver, men du kan også vælge et selvvalgt ord sammensat af noget eller en reference til noget, der betyder noget for dig. Men du kan også blot vælge at bruge dit navn. Vælger du det sidste, skal du have en god tagline, som fortæller lidt om, hvad du laver. En tagline minder om et slogan. Min tagline her er; Kommunikation, tekstforfatning og markedsføring.

Husk du kan altid ændre både firmanavn, domæne og tagline med tiden. Det koster tid og penge, men du må aldrig føle dig låst fast, hvis du hellere vil gå i en anden retning.

Husk at tjekke efter andre virksomheder

Inden du kaster dig ud i at købe et domæne til din virksomhed, fordi du nu har navnet på plads, så lav lige lidt research først. Vær sikker på, ingen andre hedder det samme som dig. Det er super ærgerligt, hvis du har investeret en masse i dit materiale, og en virksomhed kommer og gør krav på det hele.

Dit domænenavn skal helst være det samme som dit firmanavn, så du er nem at finde online. Men har du valgt et langt navn, så kan det godt være lidt langhåret at bruge som domænenavn. Forestil dig, at du står sammen med en gruppe venner. Du fortæller, du er startet op som selvstændig. De siger fedt! Stik mig lige din hjemmeside. Siger du så; go4u.dk hvor altså four er med tal og you er bare et u. Det bliver du træt af meget hurtigt. Måske kan du vælge nogle bogstaver fra dit lange firmanavn og bruge som domæne. Lige som TDC. De skiftede navn fra Tele Danmark til Tele Danmark Communication. Men deres domænenavn er blot tdc.dk.

Ny virksomhed. Ny hjemmeside

Når du har dit domæne på plads, så kan du få det købt og få lavet din hjemmeside. Du har måske hørt, det ikke kan betale sig med en hjemmeside. At du sagtens kan klare dig med de sociale medier. Det er sandt og så alligevel ikke.

Det ser mere professionelt ud at have en opdateret hjemmeside. Det er dit elektroniske visitkort, der viser, du eksisterer som virksomhed. På de sociale medier kan du vise, der er gang i din virksomhed, og du kan få samspil med dine følgere, som gerne skulle blive kunder.

Der er også den risiko, at din profil bliver slettet, hvordan skal folk så finde dig?

Og husk, hvis du skifter firmanavn, så skal du også have en ny hjemmeside med dit nye domæne. Men du kan til hver en tid skifte dit tema ud på din hjemmeside. Hvis du laver hjemmesiden selv, så koster det dig et nyt tema og måske betalte plugins og ellers din tid.

Så nu er det blot at sætte i gang med at få din nye virksomhed startet op.

Loading

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.